Kom med på kunstens Tour de Chambre

Kom med på kunstens Tour de Chambre

Art Weeks Art Tours 2021

Under Art Week er publikum inviteret med på Art Tours – byvandringer og cykelture for at besøge gallerister, atelier og kunstnere. Vi har mødt Art Weeks festivalproducer Rie Hougaard Landgreen til en snak om Art Tours, og hvad formatet byder på.

Af Mai McDonald

 

Først og fremmest: Hvad er en Art Tour?
En Art Tour er en kurateret rejse ind i en række forskellige kunstneriske rum. Det er en geografisk tur, hvor man enten går eller cykler sammen som gruppe og oplever kunsten sammen. Undervejs besøger man en række kunststeder sammen med en omviser, der enten fungerer som en kunstguide eller en geografisk vejleder. 

Det kan være en tur, der går til tre gallerier, som er drevet af kvinder eller et møde med kunstneren selv i kunstnerens atelier. Altså en rejse ind i nogle rum, som man godt kan besøge som kunstbruger eller kunstinteresseret, men som man oftest ikke vil besøge og slet ikke samtidig og på samme tur. 

 

Hvad kan man regne med at opleve på en Art Tour?
En Art Tour er ud over det sædvanlige, fordi man bliver inviteret ind i rum, som måske nok er rum, man kender, men som bliver præsenteret på en ny måde. Man bliver inviteret ind bag kulisserne, så at sige. Eksempelvis ved at møde kunstneren bag en udstilling eller at møde kunstneren midt i arbejdet, hvilket er ret usædvanligt for de fleste af os. Det kan også være at turen er tilrettelagt sådan, at vi vælger en snitflade, såsom yngre kunstnere eller performancekunst. 

 

Hvorfor skal man tage med på en Art Tour?
Art Tours er en god måde at orientere sig i samtidskunstscenen. Man får præsenteret et lille udsnit. Det er lidt ligesom, hvis man tager på musikfestival, og der er et kurateret program. Nogen har taget stilling til, hvilken musik du skal høre, det er grobund for en helt særlig oplevelse, selvom du måske aldrig hørt om det her koreanske band eller den her canadiske sanger. På samme måde får du her et kurateret udvalg af nogle steder, hvor du kan opleve kunsten, som du måske ikke har selv tænkt på at opsøge, eller som ikke er så ligetil at opsøge. Specielt det med at komme bagom og ind i et arbejdende fællesskab er særligt. 

 

Hvem kan tage med på en Art Tour?
I princippet alle – men lad os være ærlige at sige, at der er steder, hvor det er svært at komme ind fx som kørestolsbruger. Art Tours er en hel særligt måde at få et indblik, fordi man kommer under nogle særlige forudsætninger. Man kommer ikke på galleriet som køber eller hos kunstneren som en aftager. I stedet kommer man som et almindeligt menneske, der gerne vil have et indblik i kunstverdenen.

 

Hvordan adskiller Art Tours sig fra en traditionel omvisning på et udstillingssted?

Det er en lidt mere intim form, også selvom vi nogle gange er 30 mennesker afsted. Det er et mere personligt rum, og man får muligheden for at stille nogle andre spørgsmål, som kan stikke i alle retninger. Selvom der selvfølgelig er forberedt udgangspunkt for samtalen, så er det et mere uformelt møde. Der er rum og tid til at man kan interessere sig og stille spørgsmål – og den der kliche med, at der ikke findes dumme spørgsmål, holder virkelig her. For kunst er jo et sjovt område for mange af os – hvad er det egentlig man laver som kunstner udover det fysiske produkt? Hvilken økonomi og samfundsrelevans har kunsten? 

Ofte er det virkelig sjovt, der sker uforudsete ting, og stederne giver den ekstra gas. Sidste år oplevede vi en performance fra gaden gennem udstillingsstedets vindue, og et forrygende lille lystspil med to kunstnere, der performede i køkkenbutikkens interiour. 

 

Hvad er dit bedste minde fra en Art Tour?

Et besøg hos kunstneren Rose Eken i hendes atelier. Hun har et særligt samarbejde med kunstneren Sidse Carstens. Indblikket i deres samarbejde, der ligger ud over det, som man normalt ser præsenteret fra dem begge to var virkelig fint. Man får indsigt i kunstens væsen, som en del af os alle sammen og ikke som et appendiks til livet, men som en aktiv del af det vi er, når man oplever kunstscenen på den måde.  

 

Følg med i årets udbud af Art Tours, når hele programmet præsenteres midt i maj.

 

Læs mere: Art Mornings vender tilbage

Del artiklen

'Kom med på kunstens Tour de Chambre'

Facebook