58 venues er med i årets Art Week

58 venues er med i årets Art Week

Art Week er festival for samtidskunst på udstillingsstederne selv. 58 steder er med i år -på Arken kan man derfor møde billedkunstneren Farshad Farzankia. Foto: Rasmus Weng Karlsen

Art Week er på trapperne med at præsentere hele årets program – og kan allerede nu fortælle en del: Når Københavns Kunstuge løber af stablen i slutningen af september og første weekend i oktober bliver det med kunstoplevelser organiseret af 58 forskellige udstillingssteder. For første gang strækker festivalen sig udover landets grænser for både Malmö Konsthall og Malmö Konstmuseum for første gang er at finde på programmet.

I år kan gæster se frem til et program, der løber fra Ishøj – hvor Arken byder inden for til en samtale med den i København bosatte og udstillingsaktuelle maler Farshad Farzankia – over Gammelgaard i Herlev, som byder på en performance og artist talk i anledning af udstillingen Concepts and Objects til Louisiana i Humlebæk. 

”Art Week handler altid om at præsentere den mangfoldighed og værdi, som samtidens billedkunst har. Det gør vi helt konkret på to måder: Dels ved at samle alle de mulighededer, publikum har for at møde kunsten og kunstnerne selv, dels ved at vise, hvor mange steder publikum kan møde samtidskunsten. Fra nye gallerier i kældre til byens mest klassiske kunstmuseer,” siger Art Weeks programchef Jan Falk Borup.

Fakta:

Art Week kører i uge 39. De første af ugens dage 28.-30. september kører et brancheprogram med seminar på SMK og internationale fagfolk i byen. Fra torsdag 30. september er det store åbningsprogram i Nikolaj Kunsthal, her kan Ragnhild Mays stedspecifikke cyborgorgelværk opleves. Det endelige program for Art Week 2021 offentliggøres midt i september.

Samtalen med Farshad Farzankia foregår onsdag 29. september kl. 17.30. Samtalen er på dansk, kræver tilmelding og er gratis når entré til museet er betalt.

Del artiklen

'58 venues er med i årets Art Week'

Facebook