
Den for nyligt udkomne Nationale Sundhedsprofil 2021 viser, at danskernes mentale helbred er stærkt nedadgående, og at Danmarks unge er påvirket af stress i højere grad end hidtil. Sowing the Seeds of Love er et kunstprojekt i fire udviklingsfaser, der skal finde løsninger på præstationspres og stress blandt unge studerende, gennem en kunstnerisk praksis.
Den socialt engagerende udstilling finder sted i to specialdesignede arkitektoniske pavilloner i gården på Kunsthal Charlottenborg. Her kan alle interesserede komme forbi i kunsthallen og gå på opdagelse i kunstneriske metoder fra Kenneth Balfelt Teams tidligere projekter. Samtidig kan de besøgende selv deltage i skabelsen af det nye kunstprojekt gennem workshops i udstillingens pavilloner. Sowing the Seeds of Love giver dermed de besøgende et indblik i en kunstnerisk proces, som normalt ikke er synlig for publikum.
Som en del af projektet samarbejder Kenneth Balfelt Team // Johan August med Københavns Professionshøjskole, for at undersøge muligheden for at skabe nye sociale og fysiske tiltag, der kan modvirke det stigende stressniveau som unge oplever i dag. Her skal de studerende, lærere og fagpersoner fra Københavns Professionshøjskoles læreruddannelse deltage i interviews og workshops side om side med publikum.
Info:
Kunsthal Charlottenborg
Kongens Nytorv 1, 1050 København K
kunsthalcharlottenborg.dk
Art Week 2022 program for Kunsthal Charlottenborg
Tirs-fre kl. 12-20
Lør-søn kl. 11-17
Entré