Faste udstillinger med værker fra SMK’s samling

Vilhelm Lundstrøm, 'Opstilling med hvid kande, appelsin og bog' 1932-1933. Foto: SMK Foto
Vilhelm Lundstrøm, ‘Opstilling med hvid kande, appelsin og bog’ 1932-1933. Foto: SMK Foto

Dansk og International Kunst efter 1900

Oplev kunsten fra 1900-tallet til i dag i al dens vrimlende mangfoldighed og hektiske udvikling.

500 værker spredt over to etager tager dig igennem feminisme, surrealisme, politisk virkelighed og ekspressionisme. Her forbindes fortid med nutid af blandt andre Emil Nolde, Per Kirkeby, Kirsten Justesen, Jytte Rex, Bjørn Nørgaard, John Davidsen, Ursula Reuter Christiansen, Wilhelm Freddie, Robert Smithson og Tal R.

 

Dansk og Nordisk Kunst 1750-1900

Lad dig føre tilbage til den danske kunsts fødsel og 1800-tallets brydningstid i den virkelighedsnære guldalder og det moderne gennembrud.

I 400 malerier fordelt på 24 sale udfolder den mest betydningsfulde samling af dansk kunst sig i en parade af danske mestre som Nicolai Abildgaard, C.W. Eckersberg, Jens Juel, L.A. Ring, P.S. Krøyer, Christen Købke og Vilhelm Hammershøi.

SMK folder de store træk i dansk og nordisk kunst gennem 150 år ud og byder på historisk overblik, aktualiserende temaer og fokus på kunstnere af særlig betydning.

 

Europæisk Kunst 1300-1800

Andrea Mantegna, Tiziano Vecellio, Lucas Cranach den Ældre, Peter Paul Rubens og Rembrandt van Rijn. Kunsthistoriens absolutte sværvægtere er samlet i SMK´s udstilling Europæisk Kunst 1300-1800, der tager dig med på en vandring fra middelalderen til oplysningstiden.

Udstillingen giver dig et overblik over 500 års kunst, og er et rum for fordybelse i kunst og fortællinger om Europa. Også geografisk spreder udstillingen sig med højdepunkter inden for hollandsk, flamsk, italiensk, fransk, spansk og tysk kunst.

Udstillingen byder på såvel malerier som skulpturer, miniaturer, tegninger og grafiske værker fra museets samling af ældre europæisk kunst. Samlingen er den ældste kunstsamling i Danmark og har rødder tilbage til de danske kongers private samlinger.

 

Fransk kunst 1900-1930

I sommeren 1905 kastede blandt andre Henri Matisse, Pablo Picasso og André Derain sig ud i maleriske eksperimenter med vilde farver og nye former. Det blev indledningen på en hæsblæsende og revolutionerende periode i kunsthistorien.

I denne udstilling viser SMK et udvalg af hovedværker fra museets samling af fransk kunst fra 1900-1930.

I udstillingen kan du se meget forskellige værker af de samme kunstnere. Det skyldes, at mange af kunstnerne afprøvede forskellige udtryk og teknikker. Fælles for de meget forskellige værker er, at de fik stor opmærksomhed i deres samtid for deres markante bud på, hvordan moderne kunst skulle se ud. Kritikken rasede, og nogle kunstnere blev beskyldt for klatmaleri. I udstillingen kan du se eller gense værker som eksempelvis Matisses papirklip Zulma, der kun meget sjældent bliver udstillet.

SMK har en helt unik samling af fransk kunst med værker af blandt andre Matisse, Picasso, Braque, Modigliani og Derain. At museet har en så sensationel samling skyldes blandt andet ingeniør og kunstsamler Johannes Rump. I slutningen af 1910’erne og begyndelsen af 1920’erne skabte han en af verdens fineste samlinger af Matisse-værker, som han i 1928 skænkede til museet.

 

Info:
SMK – Statens Museum for Kunst

Sølvgade 48-50, 1307 København K
www.smk.dk

Art Week 2022 program for SMK – Statens Museum for Kunst

Tirs-søn kl. 10-18
Ons kl. 10-20
Entré

Faste udstillinger med værker fra SMK’s samling

Del

'Faste udstillinger med værker fra SMK's samling'

Facebook