
Martin Asbæk Gallery er stolte af at præsentere udstillingen Resonance af Astrid Kruse Jensen. Udstillingen består af fotografiske værker, som forsøger at indfange dét, der er i evig forandring og som rækker udover det håndgribelige. Udstillingen er en vekselvirkning mellem blåtryk og værker skabt på forældet polaroid film, og det er således ikke de konkrete motiver, der er i fokus. I stedet kredser værkerne om tilstande, en søgen efter resonans.
Som beskuer får man fornemmelsen af at stå overfor en abstraktion uden reference til nogen specifik tid. Dekonstruerede drømmebilleder, rum og minder går i ét, og netop fotografiets relation til erindringen er en vigtig drivkraft hos kunstneren, der igennem hele sit virke har arbejdet med erindring som en forskudt virkelighed. Dette kommer til udtryk gennem en udforskning af fotografiets grundmateriale. Gennem dobbelteksponeringer, modlys, kemiske spor og brugen af lange lukketider frembringer Kruse Jensen med strøg af lys, sporene fra det, som allerede har passeret, og indkapsler samtidigt spor af resonans. Udstillingens titel refererer til erindringens genklang i verden; at mærke resonans fra fortiden ind i nutiden.
Info:
Martin Asbæk Gallery
Bredgade 23, 1260 København K
www.martinasbaek.com
Art Week 2022 program for Martin Asbæk gallery
Tirs-fre kl. 11-18
Lør kl. 11-16
Gratis entré