Ny podcast #3: Hvis fortiden piskes frem

Ny podcast #3: Hvis fortiden piskes frem

Kunsten og forskningen i samtale, hør hele podcasten

Danmarks fortid som kolonimagt spøger. Et opgør med kolonitiden er ikke kun et opgør med fortiden, men også et opgør med eksisterende magtstrukturer. I podcasten KOLONIEN I KUNSTEN møder du kunstnerne Jeanette Ehlers og Jessie Kleemann, samt forsker Anne Kirstine Hermann i en samtale om, hvad kunsten kan.

 

“Den tidligere kolonitid er stadig en form for levende kolonitid i dag.” siger performancekunstner Jessie Kleemann, der er født og opvokset på Grønland. Hun har i sit kunstneriske virke arbejdet med sin oplevelse af at ‘genhuske’ fortællingerne om det dansk-grønlandske forhold, som hun voksede op med som barn. “Jeg voksede op med at blive fortalt, at Grønland var verdens bedste koloni, og at danskerne var de bedste, og at vi skulle blive lige så gode som danskerne. Og så efterhånden, som man bliver ældre og lærer noget om historien og lærer at udtrykke sig ved kunsten. Så er det som om, at det er nogle andre spørgsmål, der ligesom bare presser sig på.” siger Kleemann og uddyber: “Den der følelse af ubehag imellem os, som ikke rigtig bliver italesat.”

I podcasten, modereret af Alberte Clement Meldal, beskriver Kleemann i samklang med Ehlers og Hermann, hvordan de i stigende grad har fået øjnene op for, at de historier om Danmark, de er vokset op med, har båret præg af fortrængte fortællinger og blinde vinkler. Her kan kunsten være en god måde at behandle fortiden, mener de.

Vi er langt fra færdige med at diskutere fortiden

Panelet tager rejsen fra Grønland til Caribien, men de er enige om, at fællesnævneren for os som arvtagere af en kolonialistisk arv er, at arven bliver husket og forstået forskelligt alt efter etnicitet og nationalitet. Hos deltagerne i panelet går spørgsmålet om, hvorfor man gider sig at beskæftige sig med fortiden igen. Men i kunsten mødes fortiden med nutiden, og kunsten gør det muligt at behandle historien på en velreflekteret måde.

“Kunsten kan noget andet end politikere kan. Budskabet kan sive ind under huden på en anden måde. Det kan godt være, at man ikke lige fanger det med det samme, men lige pludselig er der noget, der går op for én, på en anden måde end det ville gøre, hvis man blev formanet.” siger dansk-caribiske kunstner Jeanette Ehlers. Ehlers siger, at budskabet i – eller modtagelsen af – et kunstnerisk værk ikke behøver at være entydig: En performance som Whip it Good – hvor Ehlers pisker et hvidt lærred med en slavepisk smurt ind i kul – blev af nogle opfattet som for voldsom, af andre som nødvendig

Lyt til hele podcasten – om hvalspæk som performancemateriale, om en dansk selvopfattelse som kærlige kolonialister og ordet hjemsendt …

Fakta:

I podcasten deltager:

  • Digter, performance- og billedkunstner Jessie Kleemann. Kleemann er tidligere leder af kunstskolen i Nuuk og bruger ofte grønlandske symboler, mytologier og materialer sine værker.
  • Kunstner og forfatter Jeanette Ehlers, der er optaget af dansk kolonial arv og sin egen rod heri som dansk-caribisk. Ehlers er sammen med La Vaughn Belle skaber af værket I Am Queen Mary. Et værk, som tager  plads i det offentlige rum..
  • Forsker og journalist Anne Kirstine Hermann, der er forfatter til bogen Imperiets børn (2021), om dansk kolonihistorie i Grønland.
  • Podcastsamtalen er moderet og tilrettelagt af radioværten Alberte Clement Meldal, kendt fra bl.a. podcasten Er håbet stadig grønt?

 

Podcasten er produceret af Rie Hougaard Landgreen og Caroline Amalie Moesgaard, teknik og redigering har Mariam H. Nielsen stået for. Stort tak til alle medvirkende, til Nikolaj Kunsthal og til Statens Kunstfond, Augustinusfonden, Beckett Fonden og Kulturministeriets Genstartspulje. 

Læs mere: Ny podcast #1: Mens vi venter på katastrofen

           Podcast #2: Mange stemmers klangrum

 

 

Del artiklen

'Ny podcast #3: Hvis fortiden piskes frem'

Facebook