Q&A: Nat Bloch Gregersen

Om Remmen Fonden Kunstpris

For sjette år uddeles Remmen Fondens Kunstpris. Juryen består af kunstsamlerne Arne Wulff og Barbara Husted Werner, billedkunstnerne Bjørn Nørgaard og Søren Sejr, dekan Sanne Kofod Olsen og bestyrelsesmedlem Mette Remmen.

Q&A: Nat Bloch Gregersen

Nat Bloch Gregersen. Foto: Niklas Skaarup

Nat Bloch Gregersen er en af fem nominerede til Remmen Fondens Kunstpris 2021. De nominerede arbejder med alt fra stål-installationer og keramikkens hårde ler til maleriets bløde lærreder, lyskunst og Virtual Reality. Nat Bloch Gregersen arbejder med installationer, ædelgasser, skulpturer og tekst i en tværmedial praksis, der afsøger grænserne for materiens og materialers teknikker.


Q: Hvad driver dig i din kunstneriske praksis og hvordan kan det mærkes i kunsten?

A: Jeg arbejder primært med lys, skulptur, tekstil og tekst og med at installere disse i et tredimensionelt rum. Det ligger mig på sinde at insistere på en tværmedial praksis og på materiel fordybelse over tid. Der er derfor perioder, hvor jeg dvæler ved ét bestemt medie for at teste grænserne i teknikkerne og gennem materialets karakteristika komme i dybden med et udtryk. Dette kan fx ses i mit arbejde med abstrakte lysværker, hvor jeg afsøger mediets skulpturelle og farvetekniske potentialer. For mig handler det i høj grad om at skabe et rum for komplekse udsagn netop ved at tilgå de tematikker, jeg kredser om fra forskellige (materielle) vinkler og den dialog der opstår — en art materiel flerstemmighed. Det enkelte værk kan stå for sig selv som tematisk og materiel autonomi, men kan også forstås i et sammensat hele. For mig er praksis noget cirkulært; som et stisystem, hvor jeg hele tiden bevæger mig nye steder hen, men også rundt og tilbage på kryds og tværs.

Nat Bloch Gregersen, Light Technique B5, 2021. Dressed in Saturn. To have every dumb flower. Alice Folker Gallery, 2021.
For Nat Bloch Gregersen er insisteren på en tværmedial praksis det bærende element. Optaget af at skabe rum, i både synlig og usynlig form, arbejder Bloch Gregersen med at afsøger grænserne for materiens og materialers teknikker. Det ses i hendes værker med lys hvor materialer som Helium, Argon og Xenon som er usynlig, men i Bloch Gregersens installationer bliver synlige. Nat Bloch Gregersen, Light Technique B5, 2021. Dressed in Saturn. To have every dumb flower. Alice Folker Gallery, 2021.

Q: Hvad er dine inspirationskilder, og hvordan manifesterer det sig i værkerne?

A: Jeg har nok altid haft et søgende sind, og en indre undren over verden og mig selv i verden. Det er i berøringen og dialogen med omverdenen (mennesker, natur, litteratur, videnskab) at inspiration opstår. I min kunst er jeg særligt optaget af de usynlige og uhåndgribelige aspekter som følelser, og relationer og fysiske fænomener som immaterialitet, gennemsigtighed, lys og farve, transformation fra fast til flydende og fra synligt til usynligt. Eksempelvis i mit tekstuelle og skulpturelle arbejde med stenen som objekt og med lys. De fleste kender til det at samle en sten op, at tage den til sig. Den handling er interessant, fordi den for mig at se peger på noget grundlæggende — at se mennesket, ikke som en afskåret enhed, men som noget der bliver til og ‘vokser’ i forbindelsen med verden. Udfylder stenen på et eller andet plan noget i os?

Q: Hvor bevæger din kunst sig hen, og er der noget, der interesserer dig netop nu?

A: I min seneste soloudstilling ‘Dressed in Saturn. To have every dumb flower’ 2021 spiller naturvidenskaben en afgørende rolle for værkerne og rammen om udstillingen. Omdrejningspunktet er en visualisering af de syv ædelgasser og deres tilstedeværelse på jorden og i universet. Jeg har arbejdet tværfagligt bl.a. med astrofysiker Anja C. Andersen, som har bidraget til min research om forskellige rumfænomener, som stjernetåger og gas- og isgiganterne Neptun, Uranus, Saturn og Jupiter. I den proces har jeg igen udfordret lysmediet, og introduceret et eksperimenterende materielt greb ved at lave lysværker med gasserne Xenon, Krypton og Helium. Normalt bruges kun Neon og Argon til det medie. Før, under og efter udstillingen har jeg skrevet på en tekst, hvorfra udstillingstitlen er taget. I teksten kredser jeg ligeledes om planeterne og grundstofferne, men fra et litterært poetisk perspektiv, som vil tilføre et nyt lag af betydning omkring tematikkerne og værkerne. Teksten er stadig i proces og forventes at blive udgivet i løbet af næste år.

Om Nat Bloch Gregersen

Lyskunstner og skulptør
Født i 1986
Bosat i København
Uddannelse: Det Jyske Kunstakademi i 2015
Repræsentation: Alice Folker Gallery (DK)
Vigtige udstillinger: Dressed in Saturn. To have every dumb flower hos Alice Folker Gallery i 2021 og Jeune Création Européenne Biennalen 2019-21 i Paris.

Del artiklen

'Q&A: Nat Bloch Gregersen'

Facebook