Spot på – Liesel Burisch

Spot på – Liesel Burisch

Til venstre: Justin Hunt. Foto: Christa Holka. Til højre: Liesel Burisch. Foto: Edi Winarni

I det mainstream natteliv hersker en barsk dagsorden, der for flere og flere mennesker føles ekskluderende og forskelsbehandlende – særligt for LGBT+ og queermiljøet. Liesel Burisch sætter spot på denne politiske dagsorden med sin immersive totalinstallation i stueetagen på O-Overgaden, der til forveksling minder om en pulserende natklub. Burisch udforsker med sin udstilling Bring Time en alternativ virkelighed, der iscenesætter, hvordan et inkluderende klubliv kunne tage sig ud.

Udstillingen tager udgangspunkt i både arkivet, manifester og videnskabelige tekster om queer klubkultur såvel som Burischs personlige oplevelser. Med dronefilmede scener fra steder, der alle på forskellig vis arbejder for inklusion, sætter Burisch fokus på, hvordan vi – hver især og kollektivt – bærer et ansvar for at skabe plads til alle. Videoværkerne er produceret i samarbejde med adskillige aktører fra det queer klubmiljø. Liesel Burisch arbejder med film og videoinstallationer, som baserer sig på generøse samarbejder, tålmodige observationer og iscenesatte performances. Ved at sætte fokus på dagligdagens små ritualer og intime situationer adresserer Burisch dybere, underliggende sociale og politiske udfordringer.

O-Overgaden 

Udstilling: Liesel Burisch: Bring Time

Liesel Burischs udstilling omdanner O – Overgadens stueetage til en insisterende og forførende totalinstallation af dundrende beats og hypnotiske stemmer, der fletter sig sammen med stilladser, zines-publikationer, glasstativer og plakatvægge. Centralt i udstillingen præsenterer Burisch et nyt stort dronefilmet videoværk i tre kapitler, der tager publikum med på en rejse ind bag klubber og barers lukkede døre til et universelt drømmerum. Udenfor åbningstiden, imens gæsterne er væk, fantaserer forskellige aktører fra queer-klubmiljøer gennem dans, dialog og performance om, hvordan en inkluderende fest-realitet kunne se ud. Videoen tager os med til festforberedelser, nydelsen i selve festen og udfordringerne i at komme hjem igen i sine kapitler, der er dronefilmet på O – Overgaden, klubber og barer og produceret i samarbejde med adskillige aktører fra det queer klubmiljø.

Art Talk: Where the real interesting stuff happens med Liesel Burisch og forsker i queeraktivisme Justin Hunt 

I klubnatten findes magiske, utopiske lommer af rum, hvor marginaliserede personer kan mødes og være frie. Hvad er det for særlige fællesskaber og mulighedsrum, der kan opstå på dansegulvet – og hvordan kan vi sammen fastholde det som blivende, frigørende rum? 

Vær med til en samtale om klubben og queerkulturens mulighedsrum på O – Overgaden med udstillingsaktuelle Liesel Burisch og Dr. Justin Hunt, forsker i queerforestillinger og queeraktivisme: En art talk på engelsk, der tager udgangspunkt i Burischs aktuelle soloudstilling Bring Time, som sommeren over omdanner O – Overgadens stueetage til en totalinstallation med hypnotiserende beats, forførende videoer fra queer festmiljøer og manifester for en inkluderende klubkultur. 

Del artiklen

'Spot på – Liesel Burisch'

Facebook