Metoo, feminisme og queer-bølgen, debatten om køn kan ikke være gået nogens næse forbi, og kunst og kultur har haft en stor rolle på den måde, vi snakker om køn på. Men hvilken rolle har kønnet for den udøvende kunstners praksis? Kunstfotograf Kajsa Gullberg diskuterer med forfatter Ursula Andkjær Olsen og skuespiller May Simón Lifschitz i en samtale modereret af Alberte Clement Meldal.
”Vi har haft en historie, hvor det hedder en kvindelig kunstner og en kunstner” siger kunstfotograf Kajsa Gullberg. Gullbergs seneste kunstfotobog The House of Mirrors (2020) skildrer kvinders oplevelse på en sexklub. Ved at portrættere sine modeller ude af fokus forsøger Gullberg at fange den kvindelig erfaring og dermed skildre en subjektiv oplevelse af at være kvinde i verden for at undgå en klassisk fremstilling af kvindekroppen som et begærsobjekt – eller muse om man vil. Fælles for Andkjær, Lifschitz og Gullberg er et opgør med ideen om, at kunsten er autonom og adskilt fra kunstneren. De mener, at man i stedet for at stræbe mod det universelle, eller det androgyne, skal gøre plads til at anerkende at verden erfares kønnet.
Den hvide mands udgangspunkt?
”Det universelle individ eller det autonome individ, der er tradition for i europæisk tænkning. Det er jo en mand.” siger Andkjær, der oplevede, at en lytter til et arrangement var stærkt utilfreds med, at hendes bog om fødsel og moderskab ekskluderede en hel samfundsgruppe, som ikke havde mulighed for at danne samme erfaring. Men er det ikke lige præcis det kunsten går ud på, spørger Lifschitz: ”At vi skal have lov til at spejle os i noget, vi ikke lige selv har oplevet eller tænkt og at ekspandere som menneske”. Som Meldal påpeger, er selv Homer, Dostojevskij og Shakespeares litteratur om maskuline erfaringer.
Panelet diskuterer i podcasten vigtigheden af at blive spejlet og at have mulighed for at træde ind i nye erfaringsrum, selvom det skaber spænding, og hos nogle modvilje, at blive ved med at diskutere køn, queerness og identitetspolitik. Til polariseringen i debatten siger Lifschitz: ”Man skal lade dinosaurerne være og ikke dæmonisere dem, fordi den der dæmonisering af hinanden ikke rigtig skaber empati, og det er den (empatien red.), der kommer til at bære hele processen igennem.”
Lyt til podcasten – om forholdet til piratbøger og violette silkekjoler, flydende køn i modebranchen og kønnet i swingerklubbens univers …
Fakta:
I podcasten deltager:
- Kunstfotograf Kajsa Gullberg, der bl.a. har udgivet fotobogen The House of Mirrors (2020), hendes værker kredser om tabubelagte kroppe, alternative miljøer og skæve eksistenser
- Forfatter og rektor for Forfatterskolen Ursula Andkjær Olsen, nomineret til Nordisk Råds litteraturpris med værket Mit smykkeskrin (2020)
- Skuespiller, queer-aktivist og cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling May Simón Lifschitz, der bl.a. er aktuel i Warrior Nun, Wild Witch og Yes No Måske.
- Podcastsamtalen er moderet og tilrettelagt af radioværten Alberte Clement Meldal, kendt fra bl.a. podcasten Er håbet stadig grønt?
Podcasten er produceret af Rie Hougaard Landgreen og Caroline Amalie Moesgaard, teknik og redigering har Mariam H. Nielsen stået for. Stort tak til alle medvirkende, til Nikolaj Kunsthal og til Statens Kunstfond, Augustinusfonden, Beckett Fonden og Kulturministeriets Genstartspulje.