Samtidskunsten hører hjemme i den topmoderne bydel

Samtidskunsten hører hjemme i den topmoderne bydel

Simian i betonlandskabet tæt ved Ørestad Station. Foto: Simian.

For foden af metrolinjen ligger Simian. For at komme til dertil, skal den besøgende nemlig til Ørestad Station og dernæst ned ad en bred kældertrappe, der fører ind til udstillingsstedet, der har haft adresse på Kay Fiskers Plads siden september 2020.

”En del af Simian er oplevelsen ved at komme hertil. Jeg tager altid selv metroen, hvor man har følelsen af at svæve igennem det her arkitektlandskab for at nå frem. Den særlige stemning, der er i Ørestad, vil vi gerne omfavne i vores program og udstillinger,” fortæller Toke Flyvholm, der er den ene af fire stifter af Simian. Alle er de samtidigt udøvende billedkunstnere.

Flyvholm beskriver Simian som et kunstnerdrevet sted:

”Vi udvælger kunstnere, vi synes, er interessante ved at repræsentere noget nyt eller anderledes. Her har de mulighed for at arbejde med udstillinger i et andet format og på en anderledes måde end hvad de ofte er vant til. Da vi selv er billedkunstnere, prøver vi at bidrage med den energi, som vi bruger, når vi selv arbejder som kunstnere. Udstillinger, formidlingen, det visuelle udtryk … vi ser det som et samlet kunstnerisk projekt.”

Simian ligger i en tidligere cykelkælder og der er masser af plads og lys fra vinduerne i loftet. I ånden minder stedet om et mindre kunstnerdrevet udstillingssted, men i kvadratmeter er Simian lig en større kunsthal, hvor der er masser af rum til at arbejde i store formater.

Det at lave udstillinger, der passer til stedet, er vigtigt for personerne bag Simian. I det kvadratisk inddelte udstillingslokale kan besøgende under Art Week se udstillingen Rough Continuity, hvor Lazar Lyutakovs konceptuelle skulpturer møder Jens Fröbergs lavmælte oliemalerier i en undersøgelse og vridning af formsprog og -forståelse, realitet og repræsentation.

Efterfølgende viser Flyvholm vej ind til et andet udstillingslokale, hvor kunstneren Marina Pinsky undersøger systematiseringer af rum og tid i sin udstilling Undertow, som også kan opleves under året Art Week. Her er også plads og lys. Bag en lukket dør findes yderligere et stort rum. Det er et værksted og kan bruges af kunstnerne, så de har plads til mulighed for at arbejde med store værker, der kan fylde de mange kvadratmeter.

”København har et godt og bredt udvalg af kunst, men vi synes alligevel, at vi repræsenterer noget, der ellers ikke findes,” fortæller Flyvholm og fortsætter:

“Simians udstillingsprogram præsenterer både mere samt mindre etablerede kunstnere fra ind-og udland, som vi mener fortjener eksponering. Da vi har meget plads, kan vi lave udstillinger, der ville være svære at realisere andre steder.”

Ørestad hører ikke til blandt de traditionelle kunstområder i hovedstaden, og det er med til at give energi til Simian. Det er en bydel med masser af beboere og i hastig vækst: ”Der fortjener at være kunst i alle bydele i København,” siger Flyvholm, som også mener, at bydelens moderne arkitektur, stemning af pionerånd, metroens svævende ankomst til kvarteret og den kontrastfulde beliggenhed op til den grønne Amager Fælled, passer godt til Simian:

”Vi er fascineret af de kontraster, der findes her. Det afspejler meget af det, der er på spil for mange kunstnere og for mennesker i det hele taget.”

 

Under Art Week holder Simian desuden Art Bar med artist talk af Lazar Lyutakov og Jens Fröberg akkompagneret af bandet Libramar fra Wien.

Simian
Kay Fiskers Plads 17
2300 København S

ssiimmiiaann.org

Gratis entré

Simian er et ikke-kommercielt udstillingssted for samtidskunst. Det åbnede i 2020 og er drevet af kunstnerne Christian Vindelev, Jan S. Hansen, Toke Flyvholm og Markus von Platen.

Del artiklen

'Samtidskunsten hører hjemme i den topmoderne bydel'

Facebook