Tak for i år! – Art Week 2019

Tak for i år! – Art Week 2019

Åbningsfest på Copenhagen Contemporary. Foto: Christian Brems.

Det startede med et brag af en åbningsfest og sluttede med et russisk performancebryllup. Art Week er forbi for i år, og programdirektør Christina Wilson siger tak til alle, der var med til at skabe en rekordstor og mangfoldig kunstuge med et bredt spektrum af udstillinger og arrangementer.

Knap 1300 mennesker kom forbi, da Art Week torsdag den 23. maj inviterede til åbningsfest på Copenhagen Contemporary, hvor programmet bød på alt fra installationsfernisering over russisk og boliviansk-amerikansk performancekunst til sprøde dj-beats.

Der var, med andre ord, noget for en hver smag til det omfangsrige åbningsarrangement, der tiltrak et stort og mangfoldigt publikum. Og det har heldigvis været kendetegnende for hele kunstugen, fortæller programdirektør Christina Wilson, som retter tak til de godt og vel 65 københavnske institutioner og udstillingssteder, der i år har været en del af Art Week.

“I år har Art Week formået at gøre billedkunsten aktuel som aldrig før. Alle institutionerne har bidraget med et virkelig interessant program af udstillinger, ferniseringer, talks, koncerter og ikke mindst performances. Og det er tydeligt, at københavnerne kan lide det. For aldrig før er der kommet så mange gæster til alt, hvad vi har præsenteret dem for.”

Programdirektør Christina Wilson siger velkommen ved åbningsfesten på Copenhagen Contemporary. Foto: Christian Brems.
Programdirektør Christina Wilson siger velkommen ved åbningsfesten. Foto: Christian Brems.

Et rekordstort program

Allerede før den officielle åbning var kunstugen godt i gang. Internationale kuratorer kom til byen tirsdag den 21. maj for at møde unge kunstnere og aflægge besøg hos blandt andre Gl. Strand, FABRIKKEN for Kunst og Design samt forskellige kunstnere og gallerier.

De udenlandske gæster var imponerede over, hvad den københavnske kunstscene kunne tilbyde, fortæller programdirektøren: ”De udviste stor begejstring og bemærkede tydeligt den høje kvalitet og professionalisme over alt, hvor de har været.”

Besøg fra kuratorerne er en vigtig del af Art Week, der blandt andet har til formål at skabe international opmærksomhed omkring den københavnske kunstscene. Endnu vigtigere er det dog for kunstugen at belyse Københavns mange kunst- og kulturtilbud for byens egne beboere.

Performance af kunstnerduoen <em>New Noveta</em> ved seminar om performance på SMK Foto: Ingvar Mulvad.
Performance af kunstnerduoen New Noveta ved seminar om performance på SMK Foto: Ingvar Mulvad.

Netop derfor er det enormt glædeligt, at der med knap 100 programlagte arrangementer i år har været rekordmange spændende kunstoplevelser at vælge imellem, fortæller Christina Wilson:

”Vi har i år haft fornøjelsen af at belyse det hidtil største program med alt, hvad et sultent kunsthjerte kunne begære fra såvel de store aktører som de små udstillingssteder. Vi har set alt fra et stort anlagt seminar om performance på SMK til et lille performancebryllup med den russiske kunstnergruppe APXIV, der i søndags rundede kunstugen af på Salon 75. Kunsten har virkelig vist sig i al sin alsidighed og bredde. Derfor er det med stor glæde og tiltro til den københavnske kunstscene, at jeg ser frem til at lave Art Week igen i 2020”.

Næste års kunstuge finder sted den 12.-17. maj.

Del artiklen

'Tak for i år! – Art Week 2019'

Facebook