Ambassadør Danica Curcic: 3 anbefalinger til Art Week

Ambassadør Danica Curcic: 3 anbefalinger til Art Week

Foto: Petra Kleis

Kan du ikke vælge blandt kunstugens mange fede kunstoplevelser. Bare rolig! Hjælpen kommer her i form af tre anbefalinger fra skuespiller og kunst-elsker Danica Curcic.

Pipilotti Rist: Åbn min lysning på Louisiana Museum of Modern Art

“Jeg vil gerne anbefale Pipilotti Rists udstilling Åbn min lysning på Louisiana. Der er noget uhøjtideligt og anarkistisk over Pipilotti, som jeg godt kan lide. Hendes værker og kæmpe installationer er enormt sanselige, lystbetonede, overraskende og humoristiske – inviterende rum fyldt med farver, der giver mig lyst til at tage ind og se dem”.

Udstilling 1 maj-23 jun

Læs mere her.

Dea Trier Mørch: Ind i verden på Louisiana Museum of Modern Art

“Under Art Week er der også en anden udstilling på Louisiana, som jeg glæder mig til. Det er udstillingen Ind i verden med Dea Trier Mørchs linoleumstryk. Jeg bliver meget ramt af Deas kunst, fordi mennesket og sanseligheden er i fokus og hverdagen bliver forstørret – for eksempel i linoleumstrykket af et barn, der bliver født. Værkerne er folkelige og aktivistiske, og det synes jeg er vigtigt. Kunsten skal turde være politisk.”

Udstilling 17 jun-28 jul

Læs mere her.

Donna Huanca: LENGUA LLORONA på Copenhagen Contemporary

“Min sidste anbefaling under Art Week er åbningsarrangementet på Copenhagen Contemporary den 23. maj, som bliver en aften med fokus på performancekunst. Blandt andet kan man opleve Donna Huancas udstilling LENGUA LLORONA, hvor levende, bemalede modeller bevæger sig rundt i rummet og giver maleriet krop og sjæl. Jeg synes, det er interessant, hvordan maleriet forlænges, træder ud af rammen og bliver mere tredimensionelt – det lever og ånder.”

Åbningsfest 23 maj

Læs mere her.

Del artiklen

'Ambassadør Danica Curcic: 3 anbefalinger til Art Week'

Facebook