Masha Sabsay er de unge kunstneres facilitator

Masha Sabsay er de unge kunstneres facilitator

Masha Sabsay

Gallerist Masha Sabsay ser sit arbejde mere som en mission om at bringe unge kunstnere frem i verden end som at drive en virksomhed baseret på fortjeneste. Vi har taget en snak med kvinden bag galleriet Sabsay, som under Art Week udstiller og agerer vært for en talk med fransk-danske ‘katastrofe-kunstner’ Thierry Geoffroy.


Hvornår åbnede du dit galleri og hvorfor?
Jeg åbnede Sabsay i maj 2016 med en ambition om at skabe et sted for kunst af høj kvalitet med en blanding af fremspirende internationale kunstnere. Vores åbningsudstilling var en gruppeudstilling dedikeret til temaet ‘kvindelig identitet’ og inkluderede værker af internationale samtidskunstnere som blandt andre Tracey Emin, Simone Leigh og Tao Hui. Jeg tror, at jeg med netop den udstilling lagde grundtonen for, i hvilken retning jeg fremover ønskede at gå. Den var et godt eksempel på, hvordan en unik konstellation af værker kan bringe et kraftfuldt budskab op til overfladen og fremprovokere stærke reaktioner.

Hvilken slags kunst og kunstnere udstiller du og hvorfor – giv gerne eksempler.
Fra begyndelsen har jeg haft til hensigt at stille et rum til rådighed for unge kunstnere, så de kan udfolde sig. Vores kunstner Liu Wa er et godt eksempel på en kunstner med et stort potentiale, hvis værker i new media virkelig er banebrydende. Vi repræsenterer også mere etablerede kunstnere som danske Ursula Reuter Christiansen, da hun oplever utrolig revival disse dage.

Ellers er det generelt for vores kunstnere, at de arbejder på at lade deres egen særprægede stemme blive hørt på den globale kunstscene. Eksempelvis var vores tidligere udstilling med den palæstinensiske kunstner Hazem Harb et godt eksempel på, at en kunstner kan påvirke vores tankegang og verdenssyn med sit arbejde, der kredser om vores kulturelle identitet og forskydning. Efter min mening laver han et vigtigt stykke arbejde. Projektet har virkelig påvirket mig og ændret mine følelser og opfattelse af Mellemøsten.

Hvad er det bedste og det sværeste ved at være galleriejer?
Det bedste er arbejdet med kunstnerne – at være vidne til deres store indflydelse og give dem mulighed for at nå endnu bredere ud. Som galleriejer er jeg en facilitator og jeg elsker den rolle. Det er for mig mere som at være på en mission end som at drive en virksomhed baseret på profit.
Det sværeste er dog, at det selvfølgelig også er en forretning – at jeg også skal tænke på at øge vores overskud for at være i stand til at nyde alt det gode.

Thierry Geoffroy, TOO LATE, 5/12 2015, akryl på lærred, 90 x 70 cm. Stillet til rådighed af kunstneren og Sabsay. Pressefoto.
Thierry Geoffroy, TOO LATE, 5/12 2015, akryl på lærred, 90 x 70 cm. Stillet til rådighed af kunstneren og Sabsay. Pressefoto.

Hvordan ser du galleriets rolle på den danske kunstscene?
Galleriets rolle er her som andre steder i verden at berige kunstscenen med kunstneriske praksisser, eksponere kunstnerne for samlerne og skabe et støttesystem for deres arbejde. I Danmark tror jeg dog, at det er nemmere at være en ung gallerist, end det er i f.eks. New York. Man skal virkelig arbejde for det i New York, hvor der så til gengæld er mere plads til at være original og vise ting, som er væsentlige frem for moderne. Danmark er mere rigid i sin smag, men mere også loyal, så snart du vinder landets tillid.

Den nuværende scene er dynamisk, og vi er vidne til diverse kunstneriske praksisser og udtryk, som udstillingerne hos Sabsay afspejler. Efter at have eksisteret i tre år kan jeg se, hvordan vi gradvist har nået et bredere publikum. Vores lokale og globale tilstedeværelse vokser, idet vi udbygger flere relationer med internationale museer og samlere.

Hvad er dit galleris mål for fremtiden?
Vi vil fortsætte med at gøre et godt stykke arbejde for de kunstnere, som vi har taget ansvar for. Selvom jeg har blandede følelser om kunstmesser, forsøger vi at deltage i flere og flere for at promovere vores kunstnere. I år vil vi for første gang deltage i ASIA Now i Paris med Liu Was projekt som en kurateret indslag til messen. Vi deltager også i den kommende Enter Art Fair i København og Wien Art Fair med værker af Hazem Harb og Nikita Shalenny.

Kan du løfte sløret for, hvad folk kan opleve når de smutter forbi dit galleri under Art Week 23.-26. maj
Når Art Week åbner, er vores udstilling TOO LATE med dansk-franske kunstner Thierry Geoffroy åben. Jeg forundres konstant over, hvordan en kunstner kan påvirke og ændre vores opfattelse af verden på den måde, som Geoffroy gør. Udstillingen afspejler kunstnerens indflydelse og evne til at udtrykke de presserende sociale og politiske forhold og nødsituationer i dagens samfund. Han er en mester i “katastrofekunst” og vi håber virkelig at kunne være med til at åbne publikums øjne for hans unikke talent.

Den 24. maj er vi vært for en samtale mellem Thierry Geoffroy, Erland G. Høyersten, direktør på ARoS Museum og Mikkel Bogh, direktør på SMK. Mens Geoffroys popularitet og anerkendelse er vokset markant de seneste år blandt det europæiske publikum, har danske kunstfolk behandlet ham med større forsigtighed og observeret hans energiske aktivitet gennem et skeptisk filter. Jeg tror dog, at vi er ved at nå et vendepunkt for Geoffroys praksis, der vil finde sin vej ind i udstillingerne og de danske kunstinstitutioners samlinger.

Galleriportrætter - 6 skarpe til gallerierne

Igen i år sætter Art Week fokus på den københavnske galleriscene med gallerivandringer og arrangementet Gallery Day&Night den 24. maj, hvor en række af hovedstadens mest markante gallerier slår dørene op til ferniseringer, drinks, talks og spændende udstillinger. Som optakt til arrangementerne stiller vi seks spørgsmål til fem af gallerierne – for at blive klogere på, hvem de er, hvad de vil vise på Art Week og hvad de gør for den københavnske kunstscene.

Læs mere om Gallery Day&Night

Del artiklen

'Masha Sabsay er de unge kunstneres facilitator'

Facebook