Rundt om Art Week: Programdirektør Christina Wilson byder velkommen

Rundt om Art Week: Programdirektør Christina Wilson byder velkommen

Foto: Anders Sune Berg

Velkommen til Art Week Copenhagen 2019.

Art Week samler hvert år i maj et bredt udsnit den københavnske kunstscene i en fejring af samtidskunsten i dens mange former og udtryk. De københavnske kunstmuseer, kunsthaller, gallerier og kunstnerstyrede projektrum viser sig selv frem, viser det bedste de har, og inviterer publikum indenfor til udstillinger, performances, artist talks, koncerter osv.

Året igennem arbejder vi sammen på at skabe et interessant program for både publikum og for den kunstfaglige scene. Hvert år tager vi udgangspunkt i de aktuelle strømninger og temaer, vi kan identificere på kunstscenen, og i år er der især tre ting, der er fremherskende, og det er idéen om en ny kunstnerrolle, performancekunsten og kunstgalleriet i den digitale tidsalder. Det er disse temaer, vi belyser i de længere artikler her artweek.nu og i vores programavis.

Superflex: It Is Not The End Of The World, Cisternerne. Foto: Torben Eskerod.(3)
Superflex: It Is Not The End Of The World, Cisternerne. Foto: Torben Eskerod.

I erkendelse af, at der ikke findes nogen Art Week Copenhagen uden billedkunstnerne, har vi givet ordet til Jakob Fenger fra den internationalt kendte kunstnergruppe SUPERFLEX. Her i avisen taler Fenger om, hvordan SUPERFLEX nyfortolker kunstnerrollen, og hvordan kunstnergruppen arbejder både indenfor og udenfor kunstens institutioner med en praksis, der bevæger sig på grænsen mellem kunst og politisk aktivisme. En sådan måde at arbejde på bliver i disse år mere og mere udbredt blandt kunstnere.

Læs interviewet med Jakob Fenger her.

Vores interview med den anmelderroste bolivianske performancekunstner Donna Huanca viser, hvordan Huanca er dybt forankret i overvejelser om vores relation til kroppen og naturen, som hun mener, vi bliver mere og mere fremmedgjorte overfor. Hendes aktuelle udstilling kan ses på Copenhagen Contemporary under hele kunstugen og i særdeleshed under Art Weeks åbningsarrangement d. 23. maj, hvor Donna Huancas tre-timers performance med bemalede, nøgne kroppe vises.

Vi indbyder også til et stort internationalt seminar om performance på Statens Museum for Kunst d. 22. maj, samtidig med at en række af Art Weeks deltagende institutioner, herunder Glyptoteket, Thorvaldsens Museum, Copenhagen Contemporary og Nikolaj Kunsthal viser performances.

Donna Huanca: Lengua Llorona, 2019. Udstillingsview Copenhagen Contemporary. Foto: Anders Sune Berg
Donna Huanca: Lengua Llorona, 2019. Udstillingsview Copenhagen Contemporary. Foto: Anders Sune Berg

Et andet tema er den øgede digitalisering, der også har vundet indpas på kunstscenen. Dette får enten galleristerne til at ligge søvnløse om natten af bekymring eller til at være lysvågne af begejstring over alle de nye muligheder, der ligger i at arbejde med kunst i en digital tidsalder. For behøver kunderne overhovedet at se kunstværkerne fysisk, eller er det nok at se og handle kunst på nettet? Eller er kunstbranchen den eneste branche, der kan unddrage sig den digitale tidsalder og insistere på nærvær og sensibilitet, fordi kunst stadig kræver, at man kan se penselstrøgene eller skulpturens udstrækning i rummet? Og hvad med mødet med galleristen, der kan formidle værkets mening og kunstnerens intentioner?

Som programdirektør for en kunstuge og som almindelig borger er der flere ting, man kan gå og bekymre sig om for tiden. Der er meget store ændringer af samfundet i sigte de kommende årtier. Den frie kunst, der ikke ligger under for skiftende politiske ideer, er et overordentligt vigtigt filter i et demokrati. I en usikker verden med store politiske kriser er den frie kunst et bolværk mod anti-demokratiske kræfter. Derfor vil jeg gerne rette en bøn til vores folkevalgte politikere, der bør føre en kulturpolitik med respekt for de udøvende kunstnere, ligesom de bør erkende, at den frie kunst er en af grundpillerne i et demokratisk velfærdssamfund. Med det kommende folketingsvalg i sigte er mit store håb, at kulturpolitikken får en mere fremtrædende plads i valget end den traditionelt har haft.

Lad os alle bidrage til en frugtbar dialog med hinanden og politikerne. Der er allerede flere initiativer på vej med henblik på gode diskussioner. Vi mødes til Kulturpolitisk Kaffeklub på Charlottenborg d. 22. maj. En kunstuge består af virkelig mange interessante events. Med næsten 100 åbninger, kunstture og faglige arrangementer kan de næsten ikke undgå at overlappe hinanden. Sådan skal det være. Men for at inspirere publikum og få øje på ting, man ikke selv har opdaget, har vi bedt en række kulturpersonligheder komme med deres anbefalinger til, hvad de gerne vil se i løbet af kunstugen. Anbefalingerne kan læses
på vores hjemmeside og i Art Week-avisen.

Jeg vil selv gerne fremhæve Art Weeks åbningsfest, som løber af stabelen d. 23. maj på Copenhagen Contemporary. Aftenen bliver en fantastisk kombination af Donna Huancas performance, den russiske kunstnergruppe APXIV, der laver pop-up bar med hjemmelavet svampedrik, og den danske kunstner FOS, der åbner sin nye udstilling i foyeren, som er en blanding af installation, pavillion, arkade og udstillingsvindue. Hele aftenen er der sprøde beats af DJ’s Kasper Marott og Brynjolfur.

Vi håber, at Art Week Copenhagen 2019 kan være med til at sætte diskussioner af både strukturelle og faglige emner i gang. Vi, der organiserer, og I der deltager i Art Week, har meget på hjerte, og vi glæder os alle til at opleve kunstugen sammen med et stort og
energisk kunstpublikum!

Del artiklen

'Rundt om Art Week: Programdirektør Christina Wilson byder velkommen'

Facebook