Donna Huanca: Huden er lærredet

Donna Huanca: Huden er lærredet

Donna Huanca, Lengua Llorona, 2019. Udstillingsview Copenhagen Contemporary. Foto: Anders Sune Berg

af Mette Garfield

Mette Garfield er cand. mag. i litteraturvidenskab og kulturjournalistik. De sidste ca. 13 år har hun arbejdet med formidling af scenekunst, særligt det eksperimenterende tværdisciplinære felt, som anmelder, kurator og skribent.

Den boliviansk-amerikanske kunstner Donna Huancas udstilling Lengua Llorona bliver levende, når nøgne, bemalede performere indtager Copenhagen Contemporary under åbningsarrangementet til Art Week Copenhagen. Vi har mødt hende til en samtale om vores kroppe.

Som eksotiske akvariefisk bevæger levende performere sig rundt i totalinstallationen Lengua Llorona på Copenhagen Contemporary. Performerne er malet med blå, hvide og orange farver på deres kroppe og går meditativt rundt mellem malerier og skulpturer i bunker af kridhvidt sand.

Udstillingsrummet i Copenhagen Contemporary er nemlig meget mere og andet end Huancas store malerier og pæl-skulpturer. Det bliver levende, når otte performere indtager rummet, ledsaget af et ambient soundtrack med hviskende stemmer, susen og klaverklimten, imens en særlig duft af et helligt Sydamerikansk træ kan mærkes i næsen. Der kommunikeres til alle sanser.

Performancekunst i medvind

Performancekunsten er i de senere år gået fra at være en smal genre, til at indtage en langt mere markant position på den internationale kunstscene. Store manifestationer på de største kunstmuseer og performances under åbninger af udstillinger er langt fra noget særsyn. Netop Copenhagen Contemporary er et eksempel på en institution, med et særligt fokus på performance.

Siden genrens pionerår i 1960-70’erne har det oftest været kunstneren selv, der har optrådt som performer, men efterhånden oplever vi nu stadigt flere kunstnere, som benytter andre performere til at aktivere deres værker. Det er også tilfældet med Donna Huanca.

Jeg har mødt Donna Huanca, der for første gang viser en soloudstilling i Skandinavien, for at have en dialog om den sensuelle udstilling. Først spørger jeg hende om, hvorfor udstillingen hedder Lengua Llorona.

”Titlen, som er spansk, betyder grædende tunge. Det er en ord-collage. ’Lengua’ betyder tunge og ’Llorona’ er en feminin gråd. Titlen er et tvetydigt værk i sig selv, som alle mine værktitler er det.”

Modellerne tilføjer en farve

Donna Huanca begyndte først at male på kroppe af nød, fordi hun ikke havde pladsen til at arbejde med store lærreder.

Donna Huanca: <em>Lengua Llorona</em>, 2019. Udstillingsview Copenhagen Contemporary. Foto: Elsa Kostic
Donna Huanca: Lengua Llorona, 2019. Udstillingsview Copenhagen Contemporary. Foto: Elsa Kostic

”Min arbejdsproces begynder med den relation, jeg har til modellerne, og som gør det muligt at transformere dem. Vi har opbygget en tillid gennem årene. Nogle af dem har jeg samarbejdet med i fem år. ”

Hun har i Lengua Llorona malet med organiske farver lavet af krydderier, ler og lignende, som hun mener, har healende kræfter. Donna Huanca er tydeligt interesseret i at stille spørgsmål ved opfattelsen af vores kroppe. Hele hendes arbejdsproces udspringer af bemalingen af åndende hud, som et lærred.

”Alle modellerne er live-malerier; ud fra dem er de statiske malerier og skulpturer så blevet udformet”.

Malerierne og skulpturerne, som er holdt i samme fluorescerende farvepalet som performerne, er altså ikke det primære i udstillingen. Det er performerne eller “modellerne”, som Huanca hellere vil kalde dem.

”Fordi de statiske malerier er så dramatiske, behøver modellerne ikke at være det. Dermed bliver publikum opfordret til at se dem som levende malerier – og ikke som teater. Modellerne tilføjer endnu et lag. De er som et ekko af, hvad der sker i baggrunden. Modellerne tilsætter endnu en farve, som ikke ses i malerierne”.

Performance er et wildcard

Huancas arbejdsmetode er en form for selvgenererende cyklisk proces. Den ene udstillings malerier og skulpturer bliver nemlig udgangspunkt for den næste udstilling. Men udstillingen Lengua Llorona er samtidig lavet specielt til Copenhagen Contemporary.

Donna Huanca: <em>Lengua Llorona</em>, 2019. Udstillingsview Copenhagen Contemporary. Foto: Elsa Kostic
Donna Huanca: Lengua Llorona, 2019. Udstillingsview Copenhagen Contemporary. Foto: Elsa Kostic

”Hver gang jeg laver en udstilling, tager jeg udgangspunkt i stedet. Vi har sat lyset særligt her. Belysningen er kold og blå, næsten som i et videnskabeligt laboratorium. Når man går ind i installationen, bliver man mødt af et klart, køligt lys, der bliver reflekteret tilbage til dig i kraft af det hvide sand, så man med malerierne, skulpturerne, sound-designet og duften får følelsen af at træde ind i et helt nyt landskab”.

Og når modellerne i udstillingsperiodens i alt otte performances træder ind, bliver landskabet vakt til live.

”Modellernes performances er et wildcard for mig. Jeg ved ikke, hvordan det kommer til at virke. Jeg har en ide om, at der mangler en farve eller en gestus. Det tilføjer modellerne så. De tilføjer utrolig meget. Under de forskellige performances ser jeg også det hele med nye øjne. Modellerne hjælper mig med at se værket”.

Huanca giver på den måde plads til, at modellerne kan blæse liv i og deltage i værket, og hun går dermed imod en traditionel opfattelse af solokunstneren, der arbejder alene og fortvivlet med sit lærred.

”Jeg mister kontrollen over værket og bliver nødt til at give slip. Modellerne sætter i deres performances også spor af maling fra deres kroppe på væggen i udstillingsrummet. Publikum får lov til at være i rummet, men rummet er modellernes”.

Performancekunstens potentialer

Men kan performancekunsten, hvor performere med deres kroppe går i interaktion med publikum, give særlig mulighed for at give slip og miste kontrol?

”Jeg vil helst ikke kategorisere mig selv og min kunst. Med performancekunst kommer jeg til at tænke på teaterforestillinger, der har en begyndelse og en slutning. Live-performances er bare en del af mine værker. Modellerne performer ikke for et publikum. De har deres egne oplevelser. Det møder publikum så”.

Donna Huanca: <em>Lengua Llorona</em>, 2019. Udstillingsview Copenhagen Contemporary. Foto: Anders Sune Berg
Donna Huanca: Lengua Llorona, 2019. Udstillingsview Copenhagen Contemporary. Foto: Anders Sune Berg

Den kropsligt funderede performancekunst blev i 1960-70’erne en vej, flere kvindelige kunstnere tog, som et opgør med kapitalismens forbrug og patriarkatets tingsliggørelse af kvinden. Mon Huanca også ser sine værker som feministiske?

”Jeg vil ikke arbejde med traditionelle binære opfattelser af køn. Jeg vil gerne favne mere komplekse opfattelser af køn, men jeg er draget af femmes personer (personer, der identificerer sig som kvinder, men ikke nødvendigvis er født som biologiske kvinder, red). Mine værker handler ikke om køn men mere universelt om menneskelighed. Men fordi jeg er en kvinde, kan man selvfølgelig godt spore en feminisme i mine værker. Men det handler mere om kroppen, og om hvordan vi alle er fanget i vores kroppe”.

Og om hvordan kroppe er relateret til hinanden og til vores omgivelser, til naturen?

”Ja, naturens cyklusser har været meget interessante at se på. Jeg vil som sagt gerne lave kunstværker, som er universelle, og som alle kan forstå. Der er et ekko af, at naturen – inklusive din krop – ikke kan kontrolleres i Lengua Llorona. Farverne er derfor også inspireret af naturen, eksempelvis farverne under vandet, men også af noget kunstigt, fremmed og videnskabeligt. For naturen har også en mørk side”, forklarer Huanca og afslutter:

”Jeg har været interesseret i at arbejde med farver, man kan opfatte som kunstige, men som faktisk allerede eksisterer i naturen, og i hvordan vi bliver mere og mere fremmedgjorte for hinanden. Mange unge kunstnere arbejder med opfattelsen af, at vi bliver mere og mere fremmedgjorte for naturen. Jeg vil så gerne vise naturen og det, der er tilbage af den. Pege på vores kroppe“.

Del artiklen

'Donna Huanca: Huden er lærredet'

Facebook