Remmen-nominerede Marie Munk & Stine Deja: Kunsten skal være vagthund!

Remmen-nominerede Marie Munk & Stine Deja: Kunsten skal være vagthund!

Kunstnerduoen Marie Munk Stine Deja på deres første fælles værk Synthetic Seduction Pressefoto.

“Vores hensigt er at skabe æstetiske, anderledes og meningsfyldte oplevelser, der undrer og giver stof til eftertanke”. Sådan lyder ambitionen hos duoen Marie Munk & Stine Deja, som gennem konceptkunst vil trække publikum ind i en alternativ virkelighed. Art Week har snakket med de to kunstnere, der sammen er nomineret til Remmen Fondens Kunstpris.

Forestil jer, at I møder en person, som ikke tidligere har stiftet bekendtskab med jeres kunst – hvordan vil I forklare jeres praksis?
I vores fælles praksis er vi meget optagede af samfundets udvikling, moderne/teknologiske tendenser og absurditeter. Vi laver totalinstallationer, skulpturer og videoer ud fra research-baserede koncepter med henblik på at drage publikum ind i en alternativ virkelighed, der provokerer, overrasker og udfordrer folks normalopfattelse. Vores hensigt er at skabe æstetiske, anderledes og meningsfyldte oplevelser, der undrer og giver stof til eftertanke.

Synthetic Seduction, 2018. Foto: Annka Kultys Gallery

Hvordan er det at være yngre kunstner i 2019?
Det er virkelig spændende! Der er et utal af forskellige platforme og dermed uendelig mange muligheder for at vise vores værker, vores work in progress og så videre. Vi har begge opholdt os meget i England og ved derfor, hvor privilegeret det er, at man som yngre kunstner i Danmark kan få opbakning fra Statens Kunstfond og andre institutioner. Men til tider kan det selvfølgelig være svært at få det hele til at hænge sammen. Især når man laver værker, der ikke er decideret ’salgbare’.

Kan I beskrive jeres proces fra idé til færdigt værk?
Vores projekter bliver ofte til med udgangspunkt i noget, vi finder interessant i en samfundsudvikling. Først researcher vi og derefter pingponger vi ideer frem og tilbage, indtil vi har et noget at gå videre med. Koncept er vigtigt for os, så vi arbejder meget på at få det enkelte værk til at spille sammen med helheden. Nogle gange tager det utroligt lang tid at nå i mål og andre gange går det overraskende let. Det er meget forskelligt.

Synthetic Seduction, 2018. Foto: Stine Deja

Hvilken rolle mener I, at kunsten spiller i vores samfund i dag? Og hvilken rolle burde den spille?
Kunstens betydning i vores samfund er enorm – især fordi vi lever i en politisk ekstrem og turbulent tid, hvor internettet konstant udfordrer vores forestillinger om hvad, der er op og ned. Her er det vigtigt, at kunsten fungerer som en slags vagthund, der skubber til vores billede af verden og får os til at zoome ind på og tage stilling til det, der er relevant og virkelig betyder noget.

De seneste år har vi oplevet en bizar udvikling, hvor selve dokumentationen af kunst spiller en stadig større rolle. Vores samfund er så at sige drevet af pixels, og her mener vi, at det er vigtigt stadig at stå over for de fysiske værker – at ‘se dem i øjnene’ og mærke deres tilstedeværelse.

Portræt-serie: Nominerede til Remmen Fondens Kunstpris
Remmen Fondens Kunstpris går hvert år til en lovende ung kunstner eller duo, som har gjort sig særligt bemærket på den danske kunstscene. Prisen, der følger med en check på 100.000 kr., bliver uddelt torsdag den 23. maj ved en ceremoni på Hotel d’Angleterre i forbindelse med Art Weeks officielle åbning.

Gennem en række portrætter præsenterer Art Week de fire kunstnernavne, som i år er nomineret til kunstprisen.

Del artiklen

'Remmen-nominerede Marie Munk & Stine Deja: Kunsten skal være vagthund!'

Facebook