3 dages fødselsdagsfest på Overgaden

3 dages fødselsdagsfest på Overgaden

Loke Rahbek og Christian Stadsgaard, som står bag Posh Isolation. Foto: Nicolaj Møller

Det københavnske pladeselskab Posh Isolation fylder 10 i år. Det bliver fejret under Art Week den 23.-25. maj, hvor selskabet fyrer op for en kritisk-kærlig wellness-installation og tre dage med kunst, koncerter, lyd, yoga og performances.

Pladeselskabet og kunstnergruppen Posh Isolation kom til verden i 2009 med en mission om at skabe en eksperimenterende platform for dansk og skandinavisk musik, lydkunst og design.

Den mission må sige at være lykkedes. I dag, ti år senere, kan selskabet, der er startet af Loke Rahbek og Christian Stadsgaard, bryste sig af et katalog på over 200 fysiske udgivelser og en position som et af de førende selskaber inden for den eksperimenterende lyd i Skandinavien.

De ti gode opstartsår skal naturligvis fejres med stil. Derfor inviterer selskabet til et brag af en fødselsdagsfest på Overgaden, der i tre dage vil huse deres nye totalinstallation Port Out Starboard Home.

Fest med kunst og kritisk wellness

Installationen vil tage form af wellness- og livsstilscenter og ifølge Posh Isolation er tænkt som et kærligt og kritisk tidsbillede af et samfund, der står over for naturkatastrofer, angst og stress, men som til stadighed danner mening gennem forbrug og fællesskaber.

Tematikken føres til dørs med duftdesign, giftshop, minimalistisk renhedsæstetik og en række yogasessioner og performances, der både dyrker og udstiller vores nydelses- og helbredsorienterede forbrugskultur.

Festlighederne begynder torsdag den 23. maj med musik og live-performance af KYO og Jeuru og fortsætter med forskellige arrangementer til og med lørdag den 25. maj.

Det fulde program

23. maj kl. 17-21.30 Åbning af installationen Port Out, Starboard Home med performance af KYO med Jeuru live.

24 maj kl. 13-16 Yogatimer og eftermiddagskoncerter. Der vil være performances med Fie Lindholm, Asger Nielsen, Internazionale

24. maj kl. 19-24 Salon-event med performances af Soho Rezanejad & Frederik Valentin, CTM, Scandinavian Star, Lulu Kaalund og Eva Hurtigkarl

25. maj kl. 13-16 Yogatimer og eftermiddagskoncerter. Der vil være performances med Fie Lindholm, Vanity Productions og Kamil Dossar.

Del artiklen

'3 dages fødselsdagsfest på Overgaden'

Facebook