Galleriet i en brydningstid

Galleriet i en brydningstid

Gallerivandring under Art Week 2015. Foto: Martin Kurt Haglund

af Matthias Hvass Borello

Chefredaktør for kunsten.nu samt kritik- og debatredaktør, anmelder og klummeskribent.

For mange er galleriet måske et svært tilgængeligt og eksklusivt rum, men det er også et af de vigtigste rum i kunstens verden og økosystem, hvor der bliver produceret utrolige mængder af udstillinger, taget en hel del chancer, og hvor publikum rent faktisk har en helt unik chance for at møde de markante værker, inden de ryger i samlinger og private hænder.

Men nu er gallerierne også udfordret af tiden, sociale medier og en økonomisk kultur, hvor de større bliver større og livet leves online. Vi spurgte – i anledning af Art Week Copenhagen – en række kendere om udsigterne for galleriet anno 2018.

Fra flere af verdens storbyer melder gallerister om svære tider. Etablerede gallerier har måttet dreje nøglen om, imens de rigtig store har vokset sig endnu større — til museer i sig selv, med performanceprogrammer, events, screenings og formidlingstiltag. Det kunne man læse i artiklen Art Gallery Closures Grow for Small and Midsize Dealers i New York Times forrige sommer, og den historie har tegnet toppen af isbjerget og et generelt billede i de seneste år, hvor enorme messe-gebyrer, stigende huslejer og et øget salg over sociale medier har gjort det svært at drive galleri og få publikum indenfor.

I anledning af Art Week Copenhagen 2018, og kunstugens profilering af de københavnske gallerier under Gallery Day & Night, fik vi lyst til at undersøge galleriets tilstand. Vi sad med en overbevisning om, at gallerierne på mange måder er et udskældt rum, som det brede publikum har svært ved at møde, men også, at gallerierne spiller en meget vigtig rolle i kunstens økosystem. Vi spurgte Jesper Elg (Gallery V1 + Eighteen), Sanne Kofod Olsen (Det Kongelige Danske Kunstakademi), Mikkel Carl (billedkunstner og Statens Kunstfond), Lisbeth Bonde (anmelder) og Alice Folker (Alice Folker Gallery).

Vi blev på mange måder klogere.

Et skrøbeligt økosystem
Selvom en række markante gallerier har drejet nøglen om i de seneste ti-tolv år, er en egentlig gallerikrise heldigvis ikke en tendens, der har ramt København i et udpræget omfang. Men udfordringerne viser sig i horisonten, erkender gallerist Jesper Elg, der har drevet Gallery V1 i mere end femten år:

”I København har vi en mangfoldig og stærk galleriscene. Men globalt set er der en tendens til, at mindre og mellemstore uafhængige gallerier er presset, og flere gode, etablerede gallerier er lukket igennem de seneste år. Det hænger blandt andet sammen med, de stadig øgede omkostninger forbundet med at drive et fysisk galleri; stigende husleje, høje udgifter i forbindelse med deltagelse på internationale messer, produktion af udstillinger og den ’back end,’ det kræver at drive et professionelt galleri i internationale, digitale farvande.”

”Samtidig er handlen med kunst på alternative, ofte digitale platforme, ikke overraskende, accelereret. Auktionshusene går målrettet efter det spirende og yngre marked uden tanke for, hvordan det på sigt vil påvirke et skrøbeligt økosystem. De større ’kædegallerier’, der har mange lokationer globalt, er også presset, så de går i højere grad også efter det næste ’unge navn’. Det er ikke en nem tid at drive galleri i, men det er spændende, og jeg tror, at man i den kommende tid vil se nye modeller for galleriformatet. Min største bekymring er, at de fysiske platforme, hvor man kan se kunst 1:1, gradvist forsvinder.”

Mikkel Carl: Between Financial Entanglement and Corporal Decay, Installationsview, 2017.

Billedkunstner Mikkel Carl, der sidder i Statens Kunstfonds Legat- og Indkøbsudvalg, og selv har været repræsenteret af flere gallerier gennem tiden, ser ikke de store krisesignaler (også selvom David Risley nu – af egen vilje – lukker), men ser omvendt heller ikke i samme omfang som tidligere, at nye gallerier skyder frem.

”Så på et tidspunkt kommer vi til at stå med noget af en ”ældrebyrde”. Tidligere ville eksempelvis en person som Caroline Bøge, der kom fra en stilling som gallery manager hos Nils Stærk, måske have startet sit eget galleri, sådan som Christian Andersen eller Bianca D’Allesandro i sin tid gjorde det. Bøge har i stedet valgt en mere mobil rolle som art advisor for bl.a. Code Art Fair og enkelte kunstnere. Det kan jeg egentlig godt forstå, og jeg tror også, den slags hybrider i sig selv kan være med til at ventilere scenen. Imidlertid er der også et galleri som Alice Folker Gallery, som åbnede for et par år siden. Hendes forretningsmodel – yngre og kommercielt uprøvede studerende fra især Kunstakademiet i København – har vist sig at være en så stor succes, at galleriet nu flytter i større lokaler.”

Et særligt sted for kunsten
Men hvad er det, som galleriet særligt står for i kunstscenens økosystem:

”I en tid, hvor kunstinstitutionerne bliver målt og vejet som små eller mellemstore virksomheder og ikke som kulturskabende og bærende platforme, er det ofte på gallerierne, at avantgarden tager form,” pointerer Jesper Elg og uddyber:

”Museerne og kunsthallerne har ikke råd til at tage chancer – de skal have så mange besøgende som muligt for så få omkostninger som muligt. De satser derfor på det, man vurderer som sikkert – kendt kunst af kendte navne. Og gerne noget som man har set fungere et sted – et museum, en biennale, et galleri eller en messe. Det betyder, at nye produktioner og eksperimenter sker på gallerierne. På den måde er galleriernes rolle blevet endnu mere essentiel for kunstens økosystem end tidligere. Uden gallerierne ville der ikke være en platform for den sprudlende, mangfoldige, dagsordensskabende, kontemporære kunst.”

Gallerivandring under Art Week 2015. Foto: Martin Kurt Haglund

Og her er kunsten.nu’s egen gallerianmelder, Lisbeth Bonde, helt på linje:

”Især i en tid, hvor der skæres uhyrligt meget i de offentlige støttekroner til kunstmuseer og –haller, der efterhånden kun kan lave udstillinger på fondsmidler, er det i høj grad i gallerierne, at vi ser fornyelsen. For kunstens ”økosystem” er det i mange tilfælde det eneste sted, hvor publikum kan møde den nye kunst.”

”Uden gallerier, ingen kunst”
Det store spørgsmål er, om galleriet har en rolle at spille – også i fremtiden? Altså, kan vi på nogen måde forestille os en kunstscene uden gallerierne?

”Jeg tror, at gallerierne i dag er afgørende for, at der er en kunstscene. Ikke engang kunstnere kan leve af ånd alene,” understreger Sanne Kofod Olsen, der har været rektor for Det Kongelige Danske Kunstakademi siden 2014 og årligt sender ca 30 dimittender ud i kunstverdenen.

”Det er en meget væsentlig økonomi, der genereres i gallerisystemet – både for kunstnerne, galleristerne og institutionerne. Der samles jo sådan set rigtig mange private midler op i gallerisystemet, som kunstnerne, og i sidste ende også institutionerne, ville gå glip af, hvis gallerierne ikke var der. Så uden gallerier – ingen kunst, vil jeg gå så vidt til at sige. Det vil være et alvorligt indgreb i økosystemet i det hele taget (for det giver også et ”spill over” til de kunstnere, der ikke arbejder med salgbare værker), og jeg tror faktisk, vores kunstscene ville blive så minimal og uinteressant, at der ikke ville være meget at komme efter.”

Jesper Elg ser et lignende scenarium for sig:

”Det ville være problematisk. I det kulturelle system, som eksisterer i kølvandet på vores neoliberalistiske hverdag, ville vi formentlig kun se udstillinger med ”household names”, udstillinger der turnerede fra metropol til metropol, SoMe-venlige installationer og gendigtninger af permanente samlinger med kuratoriske overgreb.”

MINE, installationsview, V1 Gallery, 2018.

For Mikkel Carl er profit en helt pragmatisk del af kunstkredsløbet, især hvis man kigger ud over landegrænserne:

”Der ville nok slet ikke være nogen kunstscene uden gallerierne. For det er jo kun i Danmark, og i enkelte andre lande, at der er (næsten) vandtætte skodder mellem de kunstnerdrevne udstillingssteder og institutionerne på den ene side over for de kommercielle gallerier på den anden. I USA er dit go-to udstillingssted måske nok ‘not-for-profit’, men det er så sandelig ikke det samme som ‘non-profit’. Skal dørene forblive åbne, er man nødt til at operere med et vist salg. Og museerne beror i så høj grad på fradragsberettigede donationer, at selv toiletterne og kuratorernes stillinger har navn efter enkeltpersoner, firmaer eller fonde.

Et historisk ansvar
Kaster man et blik på, hvor tendenser og nye bevægelser foregår, så spiller gallerierne i følge de adspurgte kunstkendere en helt central rolle. Derfor er galleriet også en spiller, der skaber forbindelser på kunstscenen som uvurderligt led mellem de enkelte kunstnere til de store institutioner. De er dermed en meget aktiv part i den konstante forvaltning af kunsthistorien.

”Der er masser af kunst, der aldrig ender på et galleri, så for den type kunst betyder galleriet jo faktisk ingenting. Men for den kunst, der kan sælges, betyder galleriet en hel masse. Det er fuldstændig afgørende. I mange år har gallerierne haft stor indflydelse på, hvad der f.eks. blev købt på museer og således også på kunstneres karrierer. I en periode har institutionerne haft en større betydning i forhold til karriererskabelse for kunstnere (f.eks. kunsthaller, biennaler), men i løbet af de seneste år har gallerierne igen fået stor indflydelse, som dem der også hjælper til med f.eks. finansiering af produktion af værker i forbindelse med såvel museums- og kunsthalsudstillinger og på biennaler,” forklarer Sanne Kofod Olsen.

Den afgørende rolle medfører også et vist ansvar i forhold til, hvilke kunstnere, der repræsenteres i gallerisystemet. Også i genfortællingen af kunsthistorien, hvor ’glemte’ – men vigtige – kunstnere lanceres på ny. Det er ofte i galleriet, at den relancering foregår og burde foregå i endnu højere grad, mener Lisbeth Bonde:

”Det ville klæde mange privatejede gallerier at være lidt mere åbne over for de mere etablerede, men fremragende kunstnere, som ofte går under radaren, fordi medier, samlere mv. er så fikseret på det nye – på de unge kunstnere. Men samtidig konstaterer man med glæde, at en del gallerier har indset, at det er værd at kaste et blik tilbage i kunsthistorien. Eksempelvis har Avlskarl taget nogle af de fremragende, lidt ældre kunstnere ind, f.eks. Finn Reinbothe og Kirsten Justesen, ligesom Galleri Kant nu satser stærkt på formidlingen af Thomas Bang og Thorbjørn Laustens kunst. At SABSAY arbejder intensivt på at udbrede Ursula Reuter Christiansens kunst, og at Hans Alf nu løfter opgaven at formidle nogle af de bedste, etablerede kunstnere, f.eks. Jørgen Haugen Sørensen, Christian Lemmerz, Erik A. Frandsen m.fl. At også Clausens Kunsthandel fra den nye adresse i Studiestræde 14, fortløbende repræsenterer ældre kunst også – pt. John Olsen – og endelig, at Tom Christoffersen bl.a. udstiller Lene Adler Petersen, Mogens Møller og sågar afdøde kunstnere som Erik Liljenberg, Albert Mertz, Ib Geertsen og Niels Nedergaard m.fl.”

”Det er virkelig fint, men vi kunne godt bruge mere af det. God kunst har ingen alder, intet land eller for den sags skyld noget køn. Det er derfor meget vigtigt, at  gallerierne i højere grad husker de mange fremragende, kvindelige kunstnere, som vi har i dag. De er stadig underrepræsenterede i det danske gallerisystem. De har enormt meget at byde på,” understreger Bonde.

Nye møder – nye muligheder
Den digitale virkelighed, som de fleste gallerier må forholde sig til i dag, og hvor et stigende salg foregår over mobilen, rummer nogle udfordringer, hvis galleriet som rum stadig skal have en kulturbærende rolle. Men det digitale rummer ganske enkelt også nogle nye muligheder, og de begynder at få positiv effekt for de gallerister, der har fulgt med. Det er i hvert fald konklusionen ved det nyåbnede Alice Folker Gallery, hvor ret ukendte og nyudklækkede kunstnere introduceres og repræsenteres:

”Det er min opfattelse, at de digitale medier er rigtig gode værktøjer til at kommunikere og informere om udstillinger, og derfor bruger vi en del tid på dem. Jeg synes dog ikke, de er gode til at se kunsten med, så jeg mener ikke, at de på nogen måde kan erstatte udstillingsrummet. I de digitale medier ligger bl.a. den fordel – og nye mulighed – at galleriet ikke nødvendigvis er låst fast til én adresse. Der kan forholdsvis let kommunikeres om flytninger og andre omstændigheder.

Karl Monies, installationsview, Alice Folker Gallery, 2018.

Jeg er selv flyttet for nylig fra Esplanaden til St. Strandstræde og har indtryk af, at de fleste i min kontaktflade allerede har opdaget det, da jeg har fået god feedback. De digitale medier giver også muligheder for kommunikation med udenlandske kunstnere, samlere, institutioner mv. Jeg får en del henvendelser fra folk, som ikke er i DK, men som har fået øje på mit galleri og de kunstnere, jeg arbejder sammen med via digitale medier.”

Jesper Elg ser lignende og spændende muligheder for, at have en international tilstedeværelse og samtidig være både lokal og regional via de sociale medier.

”V1 Gallery & Eighteen bliver på diverse SoMe-platforme fulgt af 40.000+, og det er meget inspirerende at formidle kunst til så mange mennesker. De er interesseret i den kunst, der bliver udstillet på vores platforme både fysisk og digitalt. På den måde kan vi nu kommunikere med et publikum, der ofte er langt større, end det en traditionel kulturinstitution har. Jeg håber, at det kommer til at have en positiv effekt på, hvordan de traditionelle kulturinstitutioner tænker, og at den risikovillighed, som i dag er placeret på kunstneren og galleriets skuldre, vil forplante sig igennem økosystemet til gavn for alle,” lyder forhåbningen.

Det største problem på det internationale kunstmarked er i følge den Berlinbaserede stjernegallerist Johann König, at alle er individualister og kæmper alene. Alice Folker ser i den henseende nogle helt konkrete muligheder gallerierne imellem og på en scene, hvor man ofte passer sig selv og udveksler meget lidt:

”En mulighed som gallerierne kunne gribe er, at samarbejde lidt tættere. Jeg er jo forholdsvis ny i branchen, men det undrer mig, at man ikke – ligesom f.eks. nogle teatre – planlægger, hvornår der skal afholdes store åbninger og events, således, at man ikke dobbeltbooker anmeldere, samlere mv., men i stedet forsøger at etablere en kalender, hvor så mange gallerier som muligt får vist deres udstillinger til så mange som muligt.”

Del artiklen

'Galleriet i en brydningstid'

Facebook